Josephine Ege Andersen

Josephine Ege Andersen

Om mig
- Navn: Josephine Ege Andersen
- Uddannelse: Medicin – 1. semester
- Stiller op til: Universitetsbestyrelsen
- Listenavn: SUND-rådet
Mit navn er Josephine, jeg er 22 år og kommer fra Horsens. Jeg flyttede til Aalborg i august 2024, hvor jeg startede på Arkitektur og Design, men efter et år valgte jeg at skifte uddannelse til Medicin, hvor jeg nu går på 1. semester. I min fritid elsker jeg at stå på wakeboard i Aalborg Cable Park, tage billeder både i byen og på rejser samt mikse drinks til mine venner, kæreste og familie. Derudover er jeg frivillig i Aalborgs vågetjeneste, hvor jeg er med til at give nærvær i den sidste tid for døende. Før jeg startede på studiet, havde jeg to sabbatår efter gymnasiet. Her har jeg aftjent værnepligt i Ingeniørregimentet, rejst til blandt andet Indonesien, Sydafrika og Island samt været på bartenderskole i Spanien.
I min fritid elsker jeg at stå på wakeboard i Aalborg Cable Park, tage billeder både i byen og på rejser samt mikse drinks til mine venner, kæreste og familie
Mærkesager
Jeg vil kæmpe for bedre fysiske rammer, en styrket studenterinddragelse og mere gennemsigtighed i beslutningerne. En stor del af AAU’s DNA består i vores anderledes tilgang til universitetsarbejdet. Vi arbejder sammen i grupper, og vi skal derfor bevare de muligheder, vi har for optimalt samarbejde gennem gode fysiske rammer. Beslutningerne, der tages på universitetet, påvirker først og fremmest de studerende, og det er derfor essentielt, at vi høres. Herudover skal beslutningerne også være mere gennemsigtige, så alle studerende har mulighed for at vide, hvad der foregår på AAU.
Derfor skal du stemme på mig
Selvom jeg stiller op for ét råd, vil jeg kæmpe for alle studerende på AAU. I sommer valgte jeg at skifte uddannelse fra Arkitektur og Design til Medicin med et ønske om at kunne gøre en større forskel for andre. Det samme ønske tager jeg med mig i bestyrelsesarbejdet.
Jeg elsker at være engageret i det frivillige og i rådsarbejde og har gennem de seneste mange år gjort mig erfaringer inden for dette. Jeg har blandt andet været formand for elevrådet, og repræsentant for skolens 2500 elever i vores skolebestyrelse på mit gymnasium. I Horsens Kommune har jeg siddet som formand for Horsens Ungeråd, mens jeg også repræsenterede byens ungdom i styregruppen for udarbejdelsen af Horsens’ klimaplan. Under min værnepligt i Ingeniørregimentet var jeg landstalsmand, hvor jeg repræsenterede kasernens værnepligtige til møder med forsvarets ledelse. Jeg har været frivillig i Red Barnet Ungdom, hvor jeg var tilknyttet et udsat barn som rollemodel gennem projektet ‘Barnets ven’. På mit tidligere studie blev jeg også valgt ind i Institutrådet og Det akademiske råd, hvorigennem jeg fik et stort indblik i rådsarbejdet på universitetet. Disse erfaringer vil jeg tage med mig videre for at kunne repræsentere de studerendes interesser bedst muligt.
Stem på mig: fordi studerende skal høres